Disse muffins, som stammer fra Valdemarsro, er en lækker blanding af kage og konfekt. Og i princippet minder de nok mest af alt om kokosmakroner med chokolade på – men det er jo absolut heller ikke en dårlig ting! De er meget nemme at lave, og jeg kan forestille mig – uden at vide noget om det – at det er den slags muffins, som holder sig saftige længe.
Faktisk er det jo første gang i et godt stykke tid, at jeg har lavet “almindelige” muffins – altså ikke cupcakes med frosting, men bare selve kagen. Men så længe der er lækkert fyld i, som der er i disse, er frostingen efter min mening ikke nødvendig. Egentlig vil jeg synes det ville blive i overkanten til disse.
Jeg fik 18 muffins ud af opskriften, men det afhænger selvfølgelig af hvilken størrelse form, I bruger. Det samme gælder bagetiden…
18 muffins
* 2 æg
* 180 g sukker
* 2 tsk vanillesukker
* 125 g smør
* 45 g hvedemel
* 200 g kokosmel
* 25 g mandler
* 25 g hasselnødder
* 100 g mørk chokolade
Forvarm ovnen til 200º varmluft.
Hak chokolade og nødder mellemgroft.
Smelt smørret. Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Pisk vanillesukker i og herefter smørret sammen med kokosmel og hvedemel. Vend mandler, hasselnødder og chokolade i.
Fordel dejen i 18 papirsforme, som står i en aluminiumsmuffinform, så de ikke flyder ud.
Bag kagerne i ca. 15-20 minutter, eller til de er gyldne. De virker ret bløde, når man tager dem ud, men det går over – de må nemlig ikke få alt for længe, for så bliver de tørre.